Heling af manglende selvkærlighed og medafhængige mønstre – De tre rejser tilbage til dig selv
- Erik Tams - Free2live

- for 2 dage siden
- 4 min læsning
I mit arbejde terapeut – og i mit eget liv – har jeg set igen og igen, hvordan manglende selvkærlighed kan forme vores relationer, vores grænser og vores evne til at mærke os selv. For nogle udvikler denne manglende selvkærlighed sig til det, jeg kalder medafhængige relationsmønstre.

Det betyder, at:
Vi mister os selv i relationer
Vi bærer ansvaret for andres følelser
Vi tilpasser os for meget
Vi bider det i os for at undgå konflikter
Vi accepterer for lidt – og giver for meget
Vi føler os “forkerte”, når vi fylder
Mange genkender “manglende selvkærlighed”, længe før de kan se, at det, de kæmper med, også har en relationel dimension.
Jeg arbejder med begge dele - fordi de i min optik er tæt forbundne:
👉 Når vi ikke har lært at elske os selv, bliver vores relationer utrygge 👉 Når vores relationer er utrygge, bliver det svært at holde fast i os selv.
Men heldigvis kan det hele heles. Helingen sker – i min erfaring – gennem tre forskellige processer. De processer - eller “rejser” om man vil - fletter sig ind i hinanden, men skaber forandring i en naturlig rækkefølge.
Det er desværre ikke et quick fix, og det er ikke altid en nem rejse - men det er til gengæld en solid løsning, der virker og holder.
Hvorfor opstår manglende selvkærlighed?
Når jeg spørger mennesker, hvad de har savnet i deres opvækst, kommer der ofte svar som:
Jeg blev ikke set, som den jeg var
Mine følelser blev ikke taget alvorligt
Jeg skulle være “den stærke”
Jeg lærte at klare mig selv
Mine grænser blev ikke respekteret
Der var kaos, sygdom, misbrug eller fravær
Jeg blev elsket mest, når jeg var dygtig og rolig
Når vi gentagne gange ikke bliver mødt og set for dem, vi er, opstår der manglende selvkærlighed og vores krop, sind og nervesystem lærer samtidigt noget meget dybt:
“Det er ikke muligt at være mig med alt, hvad jeg indeholder - og samtidigt være i relation.”
Og så begynder vi at tilpasse os
At gøre os mindre
At være den, andre har brug for
At være “nem”
At være stærk
At tage ansvaret på os
Det er ikke vores skyld. Det er en overlevelsesstrategi - og den har engang hjulpet os.
Men som voksne bliver den til smerte:
Selvforladelse
Tomhed
Pleaser-adfærd
Grænseløshed
Ulige relationer
Tiltrækning til mennesker, der ikke kan møde os - og måske (hvis vi er uheldige) har en narcissistisk personlighed
Manglende selvkærlighed står således ikke alene. Det er den indre dimension - Medafhængige relationsmønstre er den ydre
Og begge kan heles.
De tre rejser mod heling og livsglæde
Jeg ser helingen som tre rejser, der tilsammen fører dig hjem i dig selv og ind i trygge relationer.
De tre rejser overlapper, men de bygger samtidigt oven på hinanden.

Lad os tage dem én for én.
1) Den Indre Rejse – Heling af manglende selvkærlighed
Dette er fundamentet for den ydre forandring.
Den Indre Rejse handler om at bygge det, der engang manglede:
Indre tryghed
Kontakt til kroppen
Evne til at mærke ja og nej
Regulering af nervesystemet
Forløsning af gamle traumer eller selvbeskyttende strategier
Heling af indre barn-sår
Selvomsorg, der ikke bare er “self-care”, men dyb kærlighed
Indre autoritet: “Jeg må gerne være mig.”
Når du arbejder med den Indre Rejse, begynder du langsomt at ændre det, der engang var nødvendigt:
👉 Du stopper med at forlade dig selv
👉 Du mærker dine behov tydeligere
👉 Du tåler dine følelser
👉 Du begynder at stå mere solidt i din krop
👉 Du behøver ikke længere at gøre dig mindre
Denne rejse er ikke hurtig – men den er blid, dyb og transformerende
2) Den Ydre Rejse – Heling af medafhængige relationelle mønstre
Når du står lidt mere i dig selv, begynder relationerne at forandre sig.
Den Ydre Rejse handler om:
At sætte grænser uden skyld
At sige nej uden at miste dig selv
At stoppe relationer, som dræner dig
At se narcissistiske eller manipulerende mønstre klart
At acceptere, når nogen ikke kan møde dig
At vælge mennesker, der respekterer dig
At modtage omsorg uden ubehag
At stå i dig selv, også når andre reagerer
Dette er ofte den mest udfordrende rejse, fordi den konfronterer de gamle mønstre direkte:
Redderrollen
Pleaser-adfærd
Overansvar
Frygt for afvisning
Uro ved konflikter
Behov for kontrol
Svært ved at lade andre være ansvarlige for sig selv
Men samtidig er det her, de største gennembrud sker. Det er hér, du mærker:
“Jeg kan være mig selv i mig selv og i relation – og jeg er stadig elsket og værdifuld.”
3) Livets og Sjælens Rejse – Mening, sandhed og alignment
Den tredje rejse åbner sig naturligt, når du både har styrket din indre tryghed og ændret dine relationelle mønstre. Her begynder du at leve et mere sandt liv.
Denne rejse handler om:
Mening
Retning
Selvudtryk
Integration
Indre ro
At handle ud fra det, der føles rigtigt
At skabe et liv i alignment med din kerne
Det kan opleves som:
En dyb hjemkomst
At du lever fuldt og helt
En dyb glæde og tilfredsstillelse
En følelse af at høre til i sit eget liv
Her er selvkærlighed ikke længere noget du arbejder på — det er blevet til en naturlig måde at leve på.
Afrunding
Hvis du har mærket dig selv i noget af det her, er det ikke fordi der er noget galt med dig. Det er fordi du engang lærte at overleve på en måde, der nu gør dig træt, tom eller fastlåst.
Men du kan vende tilbage
Du kan lære at elske dig selv
Du kan skabe sunde relationer
Du kan finde en retning, der giver mening
Du kan gøre plads til dig selv – uden at miste nogen, og uden at miste dig selv.
Det er den smukkeste rejse, jeg kender - og du behøver ikke gå den alene. Kontakt mig på erik@free2live.dk eller 61616473, hvis du er blevet inspireret eller gerne vil høre mere.



Kommentarer